Jeg er rejst til Taman Negara, der med sine 135 millioner år er verdens ældste regnskov. Den ligger midt på den Malaysiske halvø.
Floden, der skærer gennem skoven, hedder River Tembeling og er med garanti lige så mudderbrun som sin sydamerikanske artsfælle, Amazonas.
Vi sejler af sted på floden i en lang, smal båd med et sejl af plastik spændt ud på nogle stænger over vores hoveder som beskyttelse mod både sol og regn.
Jeg stikker min bare arm ned i den overraskende kolde flod og nyder følelsen af vandet på min varme hud. Jeg kikker på vandets overflade og ser flere ringe brede sig et lille stykke fra båden.
Følelsen af velbehag bliver pludselig afløst af nervøsitet. Hvilke slags fisk og andre dyr lever her i regnskovens vande? Slanger? Kæmpe igler? Piranaer? Krokodiller? Eller flodhajer?
Min fantasi løber af med mig, og jeg flår hånden til mig igen. Til min lettelse ser jeg, at den er intakt.
Langs flodens bred lever et gammelt nomadefolk, som i daglig tale kaldes Orang Asli – det oprindelige folk.
Det er et venligt folk, som taler deres eget sprog og lever af det, skoven forsyner dem med.
Flere af de familier, vi sejler forbi, bor i primitive hytter af siv og tykke grene tæt på flodbredden.
Nogle af dem har endog en lille indhegning med et svin eller et par køer klods op af hytten.
Få er reserverede overfor fremmede. Andre vinker gladelig til os, når vi glider forbi dem.
Mange steder langs floden vokser den grønne, frodige regnskov helt ned til vandet. Kikker man fremad i sejlretningen, ser skoven ud til at fortsætte i det uendelige.
I de mange træer af forskellig slags sidder flokke af farvestrålende fugle og nyder stilheden.
Pludselig kommer en gruppe småfrække aber svingende fra gren til gren – lidt for tæt på fuglene, der skrigende letter og flyver op over os, så vi rigtigt kan se deres smukke, røde fjerpragt mod den blå himmel.
De er nysgerrige – aberne – og svinger sig i træerne langs floden for at følge os på vej endnu længere ind i regnskoven. Vandbøflerne, der kun har hovedet oven vande, er åbenbart vant til postyret. De ignorerer alt omkring sig, mens de vifter veltilpas med ørerne.
Efter tre timers sejlads er vi kommet til den lille landsby Kuala Tahan.
På venstre side af floden ligger et luksuriøst resort perfekt tilpasset omgivelserne. På højre side finder vi selve landsbyen, der er vant til gæster og derfor har både strøm og hele to spisesteder i form af bænke og borde på en fortøjet pram i vandet.
Nogle hundrede meter længere væk fra vandet ligger et par hostles, som er både renere, pænere og billigere end de to ved molen.
I øvrigt er alt dette ligegyldigt. Vi er her ikke for at ligge på værelset; vi er her for at vandre i regnskoven.
Flere afmærkede vandreture af forskellige længder med start bag resortet, giver os vesterlændinge muligheden for at vandre rundt i den ellers uberørte regnskov - uden at fare vild.
The Canopy Walkway – en hængebro gennem trætoppene i 50 meters højde - er Verdens længste med sine 450 meter. Den er nem at finde på resortets bagside, og det eneste de fleste besøgende ser af denne smukke natur.
Min rejsefælle Tonni og jeg springer turen i trætoppene over og begiver os i stedet længere ind i den frodige regnskov.
Skønt det er forholdsvis tidligt om morgenen, er der stegende hedt og ualmindeligt fugtigt i skoven. Efter kort tid er vores T-shirts gennemblødte af sved. Der går dog ikke længe, før sveden er fordampet og har efterladt et stift, hvidt skjold af salt. Godt vores dagrygsække er fyldte med vandflasker.
Det går yderst langsomt fremad mellem træer med stammer så tykke, at Tonni og jeg med hinanden i hænderne end ikke kan nå halvvejs rundt om dem. Andre steder udgør stammerne primitive broer, når vi flere gange må krydse små og større vandårer, hvis brusende vandmasser søger ud mod River Tembeling.
Over alt piler store, sorte biller med lange horn frem og tilbage på de barkede grene. Firben og andre smådyr pisker rundt inde under den lave vegetation.
Foran os dukker en mosbegroet klippesten op. Ved nærmere eftersyn ser vi, at det er en grotteindgang.
Frygtesløs kravler jeg over et par store sten og befinder mig derefter i en slags hule på størrelse med et gennemsnitsteenageværelse. Der er vandpytter på den hårde jord, og der lugter underligt. Fælt.
For enden af rummet viser der sig en ny indgang til endnu en hule. Jeg forcerer endnu et par sten, som er meget glatte – beklædt med noget klæbrigt stads, der minder om gåselort…
Stanken er mærkbart værre. Jeg kikker tilbage på Tonni, der står ved grottens indgang – ude i sollyset.
Jeg hører en lille, uhyggelig lyd; som et lillebitte skrig. Jeg genkender lyden men kan alligevel ikke placere den. Pludselig mærker jeg et lille vindpust mod min ene kind. Jeg vender hovedet, og eftersom mine øjne har vænnet sig til mørket, ser jeg en lille, mørk skikkelse forsvinde i luften foran mig. Jeg fornemmer instinktivt mere bevægelse og kikker på grottens ene væg. Den er som et mørkt, bølgende tæppe af liv lige foran mig. Hundredvis af små, sorte flagermus hænger fast i væggen med hovedet nedad indviklet i deres egne vinger og sover.
- Ka’ du se noget, råber Tonni ind til mig.
Jeg står musestille og holder vejret. Det sidste, jeg har brug for lige nu, er en kæmpe flok flyvende bæster, der går i panik hen over hovedet på mig!
Langsomt bakker jeg tilbage over de smattede sten og det ildelugtende vand ud til Tonni, der venter i dagslyset - i sikkerheden.
Da jeg har sundet mig lidt, fortsætter vi vores tur ad mudrede stier gennem regnskoven.
Vi drikker enorme mængder vand for ikke at dehydrere.
På hele turen har vi skiftes til at gå forrest og være stifinder. Nu er det blevet min tur igen.
Jeg går og kikker ned i jorden for at undgå huller, sten og andre forhindringer. Det er virkeligt nødvendigt herinde i den meget vilde natur.
Pludselig stopper jeg brat op og nærmest springer tilbage per refleks og ramler ind i Tonni, som går lige bag mig!
Dér på stien – under en meter fra mig – står en stor, tyk, sort slange. Ja står! For den har rejst sig op, så dens forreste del af kroppen står lige op i vejret! Hver en muskel i dens glinsende krop er spændt til bristepunktet. Den stirrer på mig med sine iskolde, sorte øjne. De er fulde af aggressivitet og angrebslyst.
Den hvæser af mig. En langtrukken, højlydt hvæsen.
Den begynder at svaje frem og tilbage med overkroppen – klar til hug. Jeg tænker, at nu er det slut. Jeg er fuldstændig stivnet af skræk. Hvis ikke al overskydende væske i min krop var fordampet, havde jeg tisset i bukserne. I mine tanker siger jeg farvel til dem hjemme i Danmark.
Vi stirrer hinanden i øjnene i hen ved ti sekunder, slangen og jeg. Så opdagede jeg, at slangen har et bytte i munden. Det er som om, krybet overvejer, om den skal gå til angreb på mig eller nøjes med sit lille, brune jagttrofæ, der dingler livløst ud af dens mundvig.
Til alt held dropper den åbenbart tanken om menneskekød, sænker hele kroppen ned på stien og snor sig ind i underskoven. Jeg når at observere, at den er mindst tre meter lang…
Jeg ænser intet på turen tilbage til resortet; kun at tempoet er mærkbart hurtigere end tidligere.
Til resortet er tilknyttet en Ranger; en slags naturparkopsynsmand.
Jeg fortæller ham om min oplevelse og beskriver den lange slange. Hans voksende panderynke bekymrer mig…
Rangeren fortæller mig så, at jeg er utrolig heldig at være sluppet godt fra mødet med skovens stille dræber, som han kalder den. Slangen var en sort Kongekobra – Verdens længste giftslange, der bliver op til seks meter.
Ét bid indeholder gift nok til at kunne dræbe en stor elefant eller 20 voksne mennesker…
Resten af dagen tilbringer jeg i min seng med en god bog. Det er dog ikke mange sider, jeg har fået læst, da Tonni om aftenen stikker hovedet ind til mig og spørger, om jeg vil med på et guidet nattrek. Guiden har fortalt, at der er mulighed for at møde skovens tigere! Jeg takker nej. Det er rigeligt at have mødt døden én gang den dag…