Teplantagerne levede ikke helt op til forventningerne. Der var ingen smukke, unge kvinder i strålende sarier, der smilede mod kameraet, som man ser på billederne i turistbrochurerne. Områderne og de grønne te-terrasser er et skue uden lige. Men plukkerne er ikke...
Besøget på fabrikken kunne jeg godt have undværet. Alt for varmt, fugtigt, støvet og larmende...og ikke helt så interessant. Svært at forstå hvad medarbejderen sagde... Et skilt ved udgangen henstillede til, at man ikke gav medarbejderne drikkepenge, men lagde dem i den ophængte tipbox. Det havde måske været smart at ophænge skiltet ved indgangen, hvis det skal have nogen effekt. Jeg havde nemlig lige tippet transportbåndssorteringskvinden for at få lov til at tage et foto af hende.
Så gik turen ellers opad, som i virkelig opad. Og ikke nok med dét – bussen slingrede rundt om snart det ene og snart det andet hjørne. Lettere rundforvirret steg jeg af bussen på det sted, hvor vi skulle gå op til en ashram, et hindutempel og vores frokost. Op og rundt gik det igen. Men denne gang kunne nerverne sagtens klare mosten. Det var mere, end hvad man kunne sige om konditionen.
Som det gælder for kirker, gælder det osse for alle andre templer eller guddommelige bygninger; at de kan være mere eller mindre prangende. Dette hindutempel var ualmindeligt minimalistisk. I midten sad mænd og kvinder i hver deres side i bøn til lyden af trommer og chanten. Bag dem stod vi og glanede. Det var ikke os alle, der havde læst skiltet med fotografering forbudt... Gad vide, hvad de syntes om, at vi stod dér? Hvad ville vi selv have det med at blive gloet på, mens vi bad? Hvad er det, der for os er så spændende, at vi BLIVER NØDT TIL at krydse deres privatsfære på det groveste...?
Mange turister ventede i den dertil indrettede ventesalon med polstrede sæder og rigtige toiletter, mens de nærmest undlod at få øjenkontakt med singaleserne, der sad og ventede på jorden neden for vinduerne. Jeg fik tiltusket mig en plads, der vendte med køreretningen. Og så gik det ellers af sted med 20-25 km i timen. Ved vinduerne på den anden side af midtergangen kunne jeg se de smukkeste scenerier med bjerge og dale. I min side var der mest skove og klipper. Der blev kulsort, da vi kørte gennem en tunnel. Da vi kom ud af den igen, nærmest hoppede jeg fra vinduespladsen til sædet nærmest midtergangen. For pludselig var der udsigt til frit fald en meter fra sporene i min side. Da jeg havde trukket vejret, kunne jeg nyde først bjergtinderne, så landsbyerne på skråningerne, så landbrugene i dalen og til sidst skråningen vi kørte på... Jeg var alligevel lettet, da Subash kom gennem kupéen og sagde, at vi skulle af på næste station om ti minutter...
For enden af sporet i Haputale blev vi samlet op af vores bus med chauffør. Tolv kilometer højere oppe i bjergene ligger vores fantastiske luksushotel med plads til max 30 gæster. Her er fantastisk smukt og med den mest vidunderlige udsigt over bjergene. Her er frodigt og et rigt udbud af dyreliv færdes her – mange forskellige fugle fra gråspurv over mere eksotiske, blå fugle over små nysgerrige chipmunks til Makakaaber, der svinger sig i grenene og løber om kap hen over kampestenene og klipperne.
Om aftenen samledes vi alle til middagen som vi på forhånd havde afkrydset på en liste af muligheder. De fleste fik – efter to forretter bestående af fiskesuppe og friturestegete grøntsager i dej – kyllingebryst eller tunsteak anrettet på fancy, fransk maner med pletter af sauce langs den ene tallerkenkant. Jeg havde som den eneste bestilt singalesisk chicken curry og var den sisdte, der fik serveret min ret. Jeg sad med ryggen til køkkenet og kunne derfor ikke se, hvad de andre så, da de nærmest i kor udbrød: Hold da op, Maja – skal du have fest?? En tom ”sølv”tallerken blev stillet foran mig. Dernæst placerede tjeneren et FAD med ris, en skål med kylling i karry, en skål med sprødt brød og SYV andre skåle med forskelligt tilbehør. HOLD nu op, der var mad til en hel familie!!!
Om natten vågnede jeg med ondt i maven. Ikke pga mængde, jeg havde spist. Heller ikke nødvendigvis pga chili-faktoren, som jeg efterhånden havde vænnet mig til. Men sandsynligvis pga de bakterier, der kan have samlet sig i det tilbehør, der ikke bruges eller bestilles så meget, så ofte.....
