Kender du ikke det der med, at noget ikke ”føles rigtigt” i maven – eller hvor du nu kan mærke det henne.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, når min intuition – 6. sans lyder så ånden-i-glasset-agtig i mine ører – vil i kontakt med mig. Om jeg lytter til den? Jaaa. For det meste… Om den har ret? Ja. Altid.
Da jeg for en uge siden drejede til højre efter Portland, Oregon i sydgående retning, glædede jeg mig helt vildt til at se Stillehavskysten og bade i det brusende vand. Og som en ekstra bonus at se de store hvaler, der kommer forbi på deres vej efter føde eller en hurtig tur i tangen. Skuffet blev jeg, da alt vi kunne se var tåge, tåge og mere tåge. Tunge, rullende bølger af uigennemsigtig, fugtig masse slog ind mod vores bil, så vi ofte var i tvivl om, vi havde skov eller strand på vores højre side.
En sen aften ankom vi i mørke til et lille motel Battle Rock. Og nej, det var ikke dér uhyggen satte ind, selvom det lyder som starten på en god gyser…
Jeg vågnede forholdsvist tidligt næste morgen. Ungerne sov endnu. Sengen ved min side var tom. Jeg løftede det tunge gardin og fik øje på kæresten, der gik rundt ovre på den anden side af vejen. Men det var – til en afveksling – ikke ham, der fik smilet frem på mine læber.
Lige over for motellet var en høj klippeø kommet til syne ude i havet. Og tågen var trukket tilbage fra kysten. Jeg greb mit kamera og nærmest løb over til den lille park, der lå hævet over strandkanten.
– Smukt, ikk? hilste kæresten og gik tilbage mod vores nattelogi. Jeg nikkede, og mit hjerte bankede af glæde. Jeg stod lidt og nød det kærkomne skue. Overvejede kort om jeg kunne komme helt ned til vandet? Hvor heldigt kunne det ikke være at få øje på en hval her i morgenstunden. Jeg kneb øjnene sammen i det skarpe lys, tog et hurtigt view over området og fik øje på en stampet sti, der første nedad. Eventyret kaldte.
Nu har jeg, som du sikkert allerede har gættet, set en del gyserfilm i min tid – husker blandet “The Fog” (Tågen) fra 1980. Og jeg bliver hurtigt påvirket af stemninger. Så på vej ned skød en masse flash backs henover mit indre filmlærred. Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik gennem nogle små buske på stien og ud på den fugtige sand.
Hold nu op, hvor var der smukt. Kameraet klikkede lystigt, da jeg som en anden fotograf fra National Geografic drejede fokus snart hid snart did i jagten på det perfekte foto.
Pludselig stivnede jeg. Bølgernes sommeragtige rullende lyd ændret sig til hule brøl. Op fra havet og hen over mine fødder kom tågen snigende på dens vej op mod klipperne. Utrygheden prikkede i min kraniekant. Med flakkende blik og ørene på stilke trak jeg mig baglæns tilbage mod stien.
Med ét blev min ryg dækket af en massiv pels af bittesmå trukne sværd – klar til kamp. Mine ben rystede under mig, og jeg følte mig i dén grad overvåget. Jeg tror, jeg slog den amerikanske rekord i 400 meter op vej op til den lille park. Stor var min lettelse, da jeg så en ældre, uniformeret herre på jagt efter cigaretskodder i de dertil opstillede cementrør på p-pladsen.
Vi faldt i snak. Om at være pensioneret marinesoldat. Om at passe på naturen. Om de 200 hvaler der bor fast i bugten. Om spækhuggerne og deres dårlige ry, trods deres ivrige ædegilder med både hajer og giftige gopler på menuen. Og om de brodne kar der bor i så godt som alle byer. De passer sig selv og er ikke ude på at skræmme nogen.
– Anderledes forholder det sig med alkoholikerne og junkierne. De gemmer sig på offentlige toiletter og i buskene langs kysten. Jeg går altid en stor bue udenom – klar til kamp. Alle med en ren straffeattest har ret til at bære våben i staten Oregon. – Har du våben på dig lige nu? – Yes, ma’am. I’m packed! Better die fighting than on your knees!
Jeg forventede lidt, at han ville åbne sin jakke og vise mit et arsenal af håndvåben. (De der film igen) I stedet fortalte jeg ham om min oplevelse nede på stranden. – Den der intuition, du har, skal du lytte rigtig, rigtig godt efter. Den redder dit liv.