På vores sidste dag skinnede solen fra en blå himmel, hvilket var perfekt til den guidede cykeltur, min far havde slået et slag for hjemmefra. Med pakkede rygsække begav vi os gennem morgenmyldret til Borough Market med nybagt brød og friskpresset juice under broen.
På den nyrenoverede Fisherman’s Wharf stillede vi bagagen og fik udleveret hver en cykel. Mens vi ventede på, at alle gruppens ni deltagere fik udleveret udstyr og blev gjort klar, gik min far rundt og kiggede på det.
Jeg gider ikke altid følge i hælene på dem, jeg rejser med. Vi skulle jo gerne have forskellige billeder med hjem. Det var så en rigtig dårlig idé. For på ti minutter havde min far set en meget dygtig sandskulptør på den lille sandbred for enden af kajen og et film set, der vandrede rundt med en stor, rød-blå ara, en meget krøl-pelset alpaka og en mindst 2,5 meter hvid og gul python, der var viklet om en mand. Jeg havde i mellemtiden taget et par billeder af en boutique, der solgte indisk børnetøj...
Der var stor forskel på cykelerfaring i vores lille gruppe. Det var tydeligt, at enkelte aldrig havde siddet på en cykel – eller måske bare havde glemt deres børnelærdom. Så nej, klichéen ”det er lige som at cykle – man glemmer det aldrig” holder ikke en meter.
Udfordringen for os alle var dog, at de i visse lande har besluttet at køre i den forkerte side af vejen, hvorved vores herresving til venstre byttes ud med små bitte rundt-om-kantstenen-sving. Og modsat. Dét var en prøvelse og jeg var lettet over, at vores tyske guide havde mange års erfaring i at cykle i denne snørklede by.
Men for vores skyld startede turen langs Themsen, hvor vi gjorde holdt, når historien ikke var til at overse.
Således nyerfarne begav vi os – i én lang cykelgåsegangsrække over området med Parliament og Big Ben mod Buckingham Palace. Derefter mente guiden, at vi var fuldbefarne og ledte an mod det trafikale mareridt på Trafalgar Square, hvor seks tættrafikerede veje mødes i en lille rotunde foran selve pladsen. Havde jeg været en frygtsom kvinde, var det dér, jeg havde valgt at skrige, holde mig for øjnene og træde i pedalerne...
Turen til Covent Garden, forbi St. Paul’s Cathedral og retur til Fisherman’s Wharf var piece of cake for vores nu Londonekspertcyklister.
Vejret havde været med os hele vejen og det havde været en skøn tur. Men i dét øjeblik vi gik ud af kontoret efter at have hentet vores ventende håndbagage, åbnede himmelen sig og vi sprang mellem dråberne. Et sted i lå fik jeg iklædt mig og min rygsæk et skriggult regnslag fra Harald Nyborg, mens de indfødte kæmpede med paraplyer, der vendte vrangen ud på dem selv. Da vi krydsede en af byens mange broer (Vi kunne hverken på kort eller skilt læse hvilken det var), var der ikke længere nogen idé i at springe. Knæ, lægge og fødder var gennemblødte.
Vi kunne ikke, syntes jeg, forlade London uden at have besøgt Piccadilly Circus – og ja, hvilket cirkus det var. Kunstnere og artister af mere eller mindre tvivlsom karakter konkurrerede mod hinanden om at vinde publikums opmærksomhed. Der er mange måder at posere på. Yoda gik igen adskillelige gange. Det samme gjorde klovne iført Union Jack, engle med guldvinger og andre mimikere. At prisen for best performance gik til en skaldet mand i sort jakkesæt, havde ingen set komme. Han stod jo bare dér i frossen gang. Men da en modig, ung mand gik tættere på ham, kom der gang i forestillingen. Med indstuderet præcision begyndte jakkesættet nu at modellere rundt på den unge, mands lemmer, hvorefter jakkesættet selv indtog en sammensunken stilling i hulrummet mellem den unge, stærke krop, der ikke rørte sig ud af flækken. Og foran os måbende tilskuere udspillede der sig pludselig et screenshot af en actionfilm, hvor jakkesættet får tæsk af en ubeskriveligt stærk ung mand!
Sidste punkt inden busturen ud til lufthavnen. Londons efter sigende bedste Fish n’ Chips restaurant, hvor selv den ikkefiskespisende datter formåede at køre et pænt stort måltid ned.
Inden for glasdørene i lufthavnen formanede jeg min far om ikke at strejfe omkring derinde. Han smilede til mig, som kun en overbærende far kan. Og pludselig vendte han rundt og styrtede ud af glasdøren ud på vejen og forsvandt af syne. Kort efter kom han dog tilbage med sin i bussen glemte læderjakke. Denne gang var smilet knap så overbærende.
Tak for en fantastisk tur, Daddy 😊
