Næste dag var der tåge og regn. Dét var ikke lige planen. Men omvendt, det er første gang jeg har oplevet det vejr i London. Så jeg har nok været heldig..
Jeg tænkte lidt over, hvilke museer min far mon ville synes var interessante. Men da jeg spurgte ham, hvad han havde lyst til, blev jeg noget overrasket. ” Ska’ vi ikke tage til Harrod’s?” Min far på shopping spree? Dét havde jeg nok ikke lige set komme!
Nu er stormagasiner af den kaliber ikke steder, vi normalt handler vildt ind. Men hvad der den formiddag ikke blev vendt og drejet og gransket nøje er ikke småting. Og dog har selv små ting sin pris. Vi besøgte The Great Writingroom, hvor artiklerne til salg var fyldepenne, nøgleringe, globusser med lys og andre uundværlige ting til herreværelset. Jeg spurgte en nydelig, tysk ekspedient inden for hvilket tema, der bliver solgt flest kuglepenne. ”Døde kunstnere”, lød svaret efter længere betænkningstid. Han viste os nogle penne fra Andy Warhol og Guttenberg til 45.000 £. Jeg himlede over prisen. ”Du ville blive chokeret over den mængde penge, folk lægger i dette varehus. Engang havde jeg en kunde, der sammen med sine to bodyguards ankom hertil i helikopter. Her i afdelingen købte han af mig en fyldepen til 1.000.000 pund.”
Regnen var holdt op, da vi kom ud. Og turen gik over Buckingham Palace over Chinatown til Applemarket i Covent Garden.
Hurtigt tilbage til hotellet. Skifte tøj og af med rygsækken. Hurtigt tilbage til metroen. Mind the gap!
Hvorfor er det så svært for andre lande at lave et overskueligt system for nummerering af deres huse? Hvordan kan det på nogen måde give mening, at når huset man står ud for er nummer 19, er det ene nabohus er nummer 35 og det andet nummer 48? Således var vi en halv time forsinket, da vi ringede på dørklokken til en gammel synagoge, hvis facade lå mellem to beboelseshuse og bag hvis dør, vi skulle i danseklubben Opus One.
I en halvcirkel stod parrene og modtog undervisning af et gammelt, garvet swingerpar. Efter et stykke tid var jeg blevet en lille bitte smule fortrolig med de første trin og ikke mindst med min gamle, meget erfarne swing-far, som jeg aldrig havde danset med tidligere. ”Change your partners!” Suk! Efter at have været raden af swingende mandfolk igennem tre-fire gange, slukkede instruktørerne for CD-afspilleren, der havde støttet os i vores første, ubehjælpelige dansetrin. Som på stikord blev lyset i salen dæmpet, og ind fra en af dørene strømmede et 13-mands swingorkester, der hjemmevant tog plads på den høje scene bagerst i salen. Mens de stemte deres instrumenter, dukkede flere og flere par op, mange af kvinderne i fine strutskørter og flade sko. Mændene var i vest, laksko og sixpencehatte. Også min far havde i sin håndbagage fundet plads til pæne, sorte bukser og matchende vest. Et kort trut lød fra scenen, og dermed startede den vilde swingdans.
Jeg var overbevist om og ikke mindst lettet over at skulle tilbringe et par timer som middelmådig nybegynder og selvvalgt bænkevarmer på en af stolene langs væggen, mens jeg betragtede min energiske far swinge den ene kvinde efter den anden til det lystige bands muntre toner. Men sådan gik det jo alligevel ikke. Én efter en kom de velklædte herrer hen og inklinerede for mig. Også de meget garvede. Jeg følte mig meget tung at danse med, syntes allerede at jeg havde glemt de nye trin, og det var da osse kun få, der bad om en dans mere. Men de var alle utroligt søde og opmærksomme. Selvom jeg følte mig fuldstændig malplaceret i denne sal af letbenede mænd og kvinder, kunne jeg hjemme på hotellet ved selvsyn konstatere, at den video, min far i smug optog af mig, viste en kvinde, der med tungen lige i munden og svedige krøller i nakken alligevel formåede at holde takten og huske trinnene.