Det var overskyet, blæsende og 30 grader – perfekt. Fuglene skrattede, firbenene stivnede og hundene sov i støvet. Gårdspladsen blev fejet af en kvinde i lang grøn sari.
Endelig er jeg her.....på Sri Lanka.
Vi gjorde holdt på en restaurant for at tisse i går aftes på vej fra lufthavnen. Der var et arrangement for nogle advokater. Flere halvnøgne dansere vrimlede rundt mellem dem og os. Advokaterne var utroligt søde og svarede med tydelig generthed på vores nylærte hilsen ayubowan. Osse personalet var utroligt venligt og smilende.
Vores guide startede dagen med at synge en blessing for os i bussen. Lukkede øjne og indlevende betoninger. Smukt og rørende. Vi gjorde holdt ved en moderne by først. Guiden tog os med ind i en sarong/saributik, hvor priserne var pinligt lave. Men igen – masser af venlig betjening.
Der er ingen tvivl om, at det har været lunt i dag, for jeg kan børste et saltlag af mit ansigt. På et tidspunkt havde jeg det så varmt, at jeg kom i underskud for vand. Det var ikke godt...
Jeg har aldrig været i et land med så venlig en befolkning. Det mindste smil man sender dem, bliver givet ti-fold igen. De er synligt nysgerrige, og især børnene vil gerne i kontakt. Flere gange i dag er jeg blevet spurgt om mit navn og om, hvordan jeg havde det... De er så smukke og jeg har lyst til at fotografere dem alle. Men det er jeg nok ikke modig nok til at spørge dem om lov til...
I dag har vi set buddhaer og stupaer. Først troede jeg, man kunne komme ind i dem. Men nej. Man kan gå rundt om dem og se forskellige udskæringer og bedende, der sidder med hvide snore mellem fingrene som en tråd, et ubrydeligt bånd mellem dem.
Ved verdens ældste træ ventede bedende på at blive lukket ind for at ofre alle de forskellige gaver, de havde medbragt: Blomster, lys, insense sticks, frugt, brød, cigaretter og orange klædedragter. Sidstnævnte går til munkene. Det er dén måde, de bliver klædt på på.
Det er en skam, der ikke var mere tid, for jeg ville gerne have snakket med nogle af dem. F.eks. de to søstre, som stod med hvert deres fad fuld af hvide jasminer. Smukke var de – osse blomsterne.
En ting, nogle af os har undret os over, er, hvordan i himmelens navn deres hvide dragter kan forblive så utroligt hvide. De skinner i solen, selvom her er meget støvet...
Vi så så godt som ingen turister på tempelområdet – måske seks stykker foruden os. Lørdag er deres store udflugtsdag og derfor samles familien ved ”frokostbordet” – picnic i det grønne.
Vi sås en prosession med et 330 meter langt flag. En hel landsby havde samlet sammen til flaget, som de skulle beklæde stupaen med. De klæder dem på fordi de ser ud som Buddhaer og de vil gerne klæde ham pænt på.
