Jeg har aldrig nogensinde tidligere taget på en gruppepakkerejse med dansk guide. Det er for turistet for mig…
Grunden til jeg så gjorde det alligevel er, at min rejsefælle ikke var helt okay med at rejse så langt væk, uden ”der er tjek på det”, som han sagde.
Okay…så fik han ”tjek på det”.
I Beijing lufthavn blev vil mødt af en lille mand, der mindede en hel del om Michael Caine og Julemanden i ét.
Han var dansk freelance journalist for Kristelig Dagblad – bosat her i Kina.
Vores oprindelige guide var åbenbart blevet syg, og han var så trådt til i stedet.
Ifølge vores program, havde vi en travlt og ja, pakket tid foran os. Ikke meget tid til fordybning. Det bærer denne beretning i stor udstrækning præg af – mest for at give et billede af, hvor meget indhold man kan proppe ind i et rejseprogram. Vi startede således hårdt ud allerede lige efter ankomsten – længe leve pakkerejser...
Det Himmelske Tempel
I gamle dage kom kejseren til templet to gange om året. Om foråret for at bede om en god høst og om efterår for at takke for høsten.
Templet er lavet udelukkende af træ og har været brændt ned tre gange. Senest for 150 år siden.
Vores danske ”guide” klarede det ellers fint. Selvom han ikke kunne alle årstallene korrekt, vidste han så mange andre ting om Kina, som man bestemt ikke kan læse sig til i en rejseguide.
Uden om templet er der en park, hvor kineserne ynder at komme og hygge sig eller lege med deres børn – eller rettere: barn!
Langs Den Lange Korridor op til templet sidder pensionister og spiller kort.
Pensionsalderen i Kina er 55 år, men selve pensionen er meget lav!
Hvis man ikke er den store spillefugl, kan man give sig til at synge eller spille musik på de der særlige guitar/violin/save-instrumenter, der giver en pibende lyd.
Det himmelske Vejret i Danmark var dejligt i marts, da vi tog af sted. Men man kan aldrig vide, så vi havde pakket både handsker og halstørklæder. Og godt det sammen, for næste dag sneede det! Det er ellers sjældent, det sner i Beijing på denne tid!!
Første stop var Den Himmelske Fredsplads.
Den kunne tidligere rumme 1 million mennesker. Men nu er den delt af en vej. Og hvor der før var en mur omkring den, er der nu stærkt trafikerede veje.
Men fantasien kunne godt få mig til at se en masse blågrå kinesere holde stormøder der og lytte til citater fra Maos ”lille røde”.
Massakren i 1989 foregik ikke på Fredspladsen, som mange tror, men derimod på nogle nærliggende gader. Man ved i dag ikke helt, hvorfor eller hvordan det startede. Eller hvor mange, der blev dræbt. Men det var mange…
Og det forbudte – og perlerne
Indgangen til Den Forbudte By er prydet af det store, berømte maleri af Formand Mao.
”Byen” er delt op i mange afdelinger med en kerne i midten – kejserens bolig – og flere gårde udenom.
Afdelingen tættest på kejserens var til embedsmændene. Dén udenom igen var til audienssøgende etc. Ingen almindelige mennesker måtte sætte deres ben i byen.
Inden for murerne ligner huse og gårde hinanden til forveksling. Vi spurgte tit, om vi ikke havde været her før, når vi blev førte ind i endnu en gård.
Den eneste gård med lidt afveksling er kvindernes. Her forestiller vægmosaikkerne blomster i stedet for drager og krigere.
Når man er rundt med en gruppe, er turen ofte indbefattet af et virksomhedsbesøg. Og derfor skulle vi lige et smut forbi en perlefabrik
Produkterne på fabrikken var dyre. Og en masse ekspeditricer styrtede rundt og udviste større eller mindre sælgertalent.
En del af perlerne går til produktion af cremer, der giver smuk, hvid og glat hud. Så det var der også demonstration - og ikke mindst masser af discount - på. Ingen fra gruppen købte noget.
Kejserinde Cixi’s overflod Sommerpaladset var kejseren sommerresidens.
Men enke-kejserinde Cixi har haft størst indflydelse her.
Den kejser, der overtog magten efter hendes mand, fik hun afsat og smidt i et forgyldt fængsel inde på paladsområdet, så hun igen selv kunne få magten.
Hun var et udpræget luksusmenneske. Bl.a. var det i hendes gemakker, at Kinas første elektriske lampe blev installeret. Og til hvert måltid forlangte hun at få serveret 128 forskellige retter – nogle af dem bare for aromaens skyld! Den tiloversblivende mad var nok til at brødføde paladsets 3000 medarbejdere hver dag.
Inde på paladsets område ligger en meget stor anlagt sø med en lille ø i midten.
728 m af strækningen langs søen er overdækket af en slags korridor med træværk i utrolige farver.
900 tværbjælker i loftet er bemalet med hvert sit smukke og unikke maleri.
I et hjørne af søen ligger et skib hugget ud af ét stykke marmor. Kejserinden fik en del penge af staten til at anskaffe en flåde. Hvad der skete med alle de penge, vides ikke. Men det eneste der minder om en flåde er dette ”skib”, der kom til at tjene som lysthus.
Operaen Man kan ikke besøge Beijing uden at opleve operaen.
Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente.
Det startede med en lille koncert. Derefter kom en konferencier og fortalte lidt om de to brudstykker, vi skulle se. Og så gik operaen i gang.
Første stykke handlede om en konge, der skulle drage i krig. Han talte – eller sang – med sin dronning. Sangene – eller skrigeriet! – var dårligt oversat til engelsk og skrevet på to storskærme i siderne, så udlændinge kunne følge med. Det var en sær blanding af sang og sværddans..
Andet stykke handlede om Abekongen, der skulle slås med 18 af fjendens mænd. Og her var det en blanding af komik, selvforsvar og akrobatik. Og det var bare langtrukkent, for han var i kamp med alle 18 efter tur. Så har man oplevet dét...
Ming-grave og store jader
Det er her, at 13 af de 16 kejsere ligger begravet. Vi skulle nu bare ind og se den ene af gravene.
For at komme ind til selve området, gik vi forbi en portal, i hvis midte der står en kæmpe skildpadde, der bærer på en kæmpe stensøjle, som holder portalen.
Det er kutyme at klappe dyret foran og bagpå, for i Kina symboliserer skildpadden et langt liv. Skildpadden var således blankklappet i hoved og røv...
Bag portalen fulgte vi Udødelighedens Vej, som fører op til gravene.
På hver side af den 800 m lange allé står 36 kæmpe stenfigurer – 24 dyr og 12 mennesker.
De fire løver – to stående og to knælende – symboliserer Kejserens ophøjede værdighed.
De fire kameler symboliserer Kejserens tunge byrder og lange rejser.
Derudover er der elefanter, heste og to slags fabeldyr.
Efter dem kommer fire generaler med sværd, fire embedsmænd og til sidst fire ministre.
Hele denne vej minder til forveksling om egypternes Åndeallé, der fører op til Faraoernes grave.
Endnu et virksomhedsbesøg; en jadefabrik.
Unge mænd sad ved slibemaskiner og forarbejdede det støvende råmateriale uden beskyttelse af nogen art; hverken handsker, skærme eller briller. Og el-konstellationerne ved deres sider var det værste klamphuggeri, jeg nogensinde har set!
Fabriksmedarbejderen, der viste rundt, demonstrerede for os, hvordan man kan se forskel på ægte og uægte jade. Og dét kan jo godt gå hen og blive nyttigt…
Ude i forhallen stod en menneskestor skulptur. Den var hugget ud af ét stykke jade. Det havde taget 30 slibere ét år at lave den. Den var uvurderlig, men hvis man kunne løfte den, måtte man få den.
Ren Excalibur!
Den store mur
Så kom turen til dét, vi alle nok havde glædet os mest til. Nemlig Den Store Mur.
Der er flere steder, hvor man kan starte sin tur på den 6000 km lange mur. Vi startede i Badaling.
Badaling er et af de mest turistede steder langs Muren. Langs den temmelig store parkeringsplads ligger den ene bod efter den anden med Muren i ryggen. Og de sælger alle samme de samme ting. Så man fatter jo ikke, hvordan de alle sammen kan løbe rundt. Også her hørte vi de allestedsnærværende ringklokker og tilråb. Men gudskelov kommer de ikke farende ud til én og hiver i ens ærme som så mange steder i Verdens turistinferno!
Hvis nogen tror, det er piece of cake at gå på Muren, tager de grueligt fejl….
Den er så ujævn og stejl, at man flere steder må holde fast i sten eller hinanden for overhovedet at kunne komme frem. Og så hjalp det jo ikke synderligt, at der stadig var rester af sne på mange af trinnene…
Vi syntes selv, at vi havde masser af tid til bare at gå derudaf.
Men nej, det svarer nærmest til at bestige Kilimanjaro, hvor gennemsnitshastigheden er 100 meter i timen.
Kinesernes hverdag
Chefkokkelæreren på skolen for håbefulde kokke lavede kylling og grøntsager i sur/sød sauce for os i et køkkenauditorium. Det var virkelig interessant, og det smagte sørme godt Han havde skrevet opskriften på tavlen – på kinesisk – så jeg fik ikke lige det hele med---
Vi kikkede ind i elevernes klasselokaler og så de unge kokkeelever snitte og hakke de tyndeste skiver kartofler og porrer. De er vant til at blive totalt servicerede af deres mødre, så de starter virkelig fra bunden her på skolen; dette er en kartoffel!
På skolen uddanner de også kosmetologer, frisører og massører. Det er kun mænd, der må blive sidstnævnte, for det er for hårdt for pigerne! Skriver massøren.....
Turen gik derefter ned til Beijings underjordiske by.
Fra 1969 til 1979 byggede Mao en by under byen af frygt for et russisk angreb.
Byen består af hundredvis af kilometer lange tunneler med mange beskyttelsesrum.
De skulle bruges til hoteller, teatre, skøjtebaner etc.
De 90 nedgange til ”byen” ligger i fabrikker, butikker, universiteter og regeringskontorer og skulle kunne evakuere ca. 5 millioner mennesker på kun få timer…!!
Oppe igen stiftede vi bekendtskab med hutong’erne.
Hutong’er er små huse i hovedstadens slum, hvor størstedelen af befolkningen boede tidligere. Men nu hvor Beijing skal være ih, så moderne og klar til OL i 2008, bliver større og større dele af disse områder jævnet med jorden, og indbyggerne genhuses i moderne bygninger…hvis de da har råd!
Hvor de ellers skal bo, ved vi ikke….?
Vi blev inviteret indenfor hos en enke.
Jeg må sige med det samme, at hun ikke var helt så fattigt, som jeg havde forestillet mig.
Der var både ovn, vaskemaskine og køleskab i hendes bolig. Men det tror da fanden. Hun får jo også penge, hver gang der kommer turister, som vil se ”det virkelige liv” i Beijing.
Men hun var sød og meget villig til at fortælle. Hun svarede på alle vores spørgsmål.
Hun havde været enke i ca. 30 år. Og hun får besøg hver dag til middag af sin søn og svigerdatter.
De middage er dét, hun bruger sine penge på. Og hun glæder sig hver dag.
Desværre er hun en af dem, der skal flyttes ud af hutong’erne og hen i moderne boliger…
En veninde havde hjemmefra sagt, at jeg skulle tjekke, om det er sandt, at de kinesiske børn går med røven bar og kan skide, hvor de vil.
Det virkede lidt langt ude. Og jeg havde faktisk glemt alt om det.
Lige indtil jeg så et barn på sin mors arm. I dets buksebag var der en slids fra linning til skridt.
Og igennem dén kunne man skimte to små, nøgne baller!!
Det var så underligt…og hold kæft, hvor må det dog være koldt for børnene!!!!
Næste stop på turen var en børnehave.
Børnene er delt op i alder. Hver aldersgruppe i hver sin afdeling.
I afdelingen for de mindste børn kikkede jeg ind ad vinduerne. Her sad børnene på hver deres lille stol langs væggen og lavede… ingenting.
Kun ét barn ad gangen fik lov til at udfolde sig på en plastiktraktor nede på gulvet.
De andre sad og så på.
Pludselig steg en af dem ned fra sin stol. Han vendte ryggen til vinduet og satte sig på hug, så man kunne se hans bare ende gennem slidsen i bukserne. Så tissede han, hvorpå han kravlede tilbage op på stolen!! En af medarbejderne tog en klud fra en spand med vand, tørrede pytten op og smed kluden tilbage i spanden…!!
I næste afdeling sad de lidt større børn og legede med Lego. Det første, der slog os, var stilheden. Selvfølgelig talte og lo de som andre børn. Men lydniveauet var helt nede. Det var dybt imponerende.
Og hvor var de kære de små unger.
I gården var en flok lidt større børn ved at sjippe. Og det gjorde de alle sammen. Ikke én lavede noget andet. De øvede og øvede…
Vi blev enige om at synge en dansk børnesang for dem.
En kvik gut forslog Tre Små Kinesere. Trods latterudbrud valgt vi Lille Peter Edderkop.
Børnene klappede, grinede og kvitterede med den kinesiske version af sangen.
Intet Kinabesøg uden en te-ceremonien.
Der var mange mennesker i tehuset – både lokale og turister.
Hvert selskab blev vist ind i et lille lokale med en masse stole og et træbord.
Små, kønne kinesiske kvinder demonstrerede flere forskellige te-sorter. Vi hørte om konsistens, aroma, farver, medicinske egenskaber og meget mere, før vi alle fik en smagsprøve på hver te.
Det var lidt hyggeligt; om end noget kommercielt. De glemte naturligvis ikke at nævne, at nok er nogle te-sorter dyre, men de holder læææænge og er meeeeget sunde. Og desuden fås de kun i netop dette tehus…! ”Men hvis I køber for mere end 30 $, får I en lille gave med.
Og hvis vi lagde endnu flere penge i deres forretning, fik vi sørme også en tekande med små kopper til.
Endelig på egen hånd De øvrige deltagere tog hjem, men vi blev nogle flere dage. Og så stod den på Beijing på egen hånd.
Shopping på et stort indendørs marked, der bugnede af fisk i underetagen; mange store fisk i meget små akvarier. Ål i stimer. Rødfisk lag på lag…Dyrplageri? Ja, men de blev jo købt ind til en eller anden families middagsmad…
I en anden afdeling stod mange bure med kulørte slanger. Hvad de skal bruges til, kan man kun gisne om. Men med kinesernes hang til overtro, kunne man godt foranlediges til at tro, at slangerne skal ofres for mændenes potens – eller mangel på samme…!
I apoteker/helseafdelingen var der flere eksempler på ovenstående. Nemlig tørrede søheste, kaninpikke og diverse pulvere.
Nå, men vi var jo mere interesserede i andre ting. Ovenpå. Og der var meget…!!!
Min rejsefælle forsøgte at købe et par sorte sko til sig selv. I størrelse 47.
De små kinesere kikkede på ham, som var han verdens største mand!
De viste ham forskellige sko. Nej, de skulle være større! ”Vi har større. Vi har større”. Og så kom de løbende med størrelse 40. Han løftede benet op til deres bod pegede på sine egne sko. Så store. Og sorte. De måbede. ”Vi har, Vi har”, blev de ved at sige. De ledte og ledte og fandt til sidst det helt rigtige, forsikrede de…. Et par blå kondisko i størrelse 42.
Pandaernes Zoo
Nu er jeg ikke helt vild med at gå i zoologiske haver i fremmede lande. Jeg får det dårligt, hvis dyrenes tilstand eller forhold er dårlige. Men i Beijing Zoo havde jeg ikke behøvedes at være nervøs. Det er en fin zoologisk have.
Ét dyr var vigtigere for mig at se end andre; pandaerne.
Vi kom hen til deres hus bagom. Der lå to bjørne udenfor. De sov og så derfor ikke på os. De havde ikke voldsomt meget plads, men alligevel nok…for en zoologisk have.
Inde i pandahuset var det bedre. Som i vores abehus var de bag glas. Der var 5-6 stykker, og de så dejlig bamseagtige ud. Det hvide på dem var dog ikke helt så hvid, som jeg forestillede mig, mere gulligt.
Men skidt med det. De svælgede i bambusplanter og så ud som om, de havde det godt.
Et stort minus var der dog… det kinesiske publikum.
Aldrig i mit liv har jeg oplevet mere egocentriske og ubehøvlede mennesker.
Fædre med børn på armen hamrede og bankede på glasset for at få bjørnenes opmærksomhed!! Totalt stressende for dyrene… Jeg fik lyst til at skælde ud
Mylder Vi havde egentlig ikke set meget til det moderne Beijing. Dét skulle vi også lige nå.
Forretningsgaden Wanfuijing Street er indbegrebet af det moderne liv og ligner shopping gaden i en hver vestlig storby.
Lige bortset fra størrelsen af stormagasinerne. De er i så mange etager, at man bliver svimmel af at kikke hele vejen op…
Mens vi gik, talte vi om, hvor godt det var, at vores hotel ikke lå i denne ende af byen.
Så kunne jeg nemlig godt være bange for, at vi ikke havde fået set meget af den gamle del af byen, hvor vi boede
Det er nemt at blive opslugt af dette menneskemylder, som der naturligvis er i denne millionby. Og så var vi hurtigt blevet træt af Beijing...
Comments