GOOOOOD MORNING, CAIRO!!!
- Tekst og foto: Ghostwriteren.dk
- 29. maj 1999
- 12 min læsning
Min lillesøster Sanne og jeg er taget til Egypten på en lille rundrejse. Vi har hjemmefra tilkøbt nogle guidede udflugter - med kun os som deltagere.
Vi ankommer sent om aftenen til en brændmur af hede. Allerede næste morgen er vi af sted.
Vi starter i Memfis - den gamle hovedstad, hvor den originale statue af Ramses d. 2. ligger.
Den er enormt godt lavet, når man tænker på, hvor gammel den egentlig er...
Vores guide har tit hånden i bukselommen for at fiske pund-sedler op. Bakshish.... Selv gamle mænd, der sidder blot i nærheden af museumsdøren, får en skilling. Vi undrer os. Vi har jo allerede betalt indgangsbilletten og kustoden, som også bare bliver siddende!?
Jeg spørger guiden hvorfor, han betaler alle dem ? Tja, de forventer det. Forventer det? Hvilken frækhed!!!
Sælgeren i souvenirboden udenfor fortæller, at hvis vi er interesserede i antikviteter, har han da et par stykker under bordet. Nej, virkelig???!!
Fordi vi er hans første potentielle kunder, forærer han os hver en skarabæ(perle) som lucky charm.
Jeg binder den fast i min talisman; min amulet-pose som jeg altid bærer på rejser..
Pyramider og børnearbejde
I Sakkra ser vi vores første pyramide med en lang ceremonivej, der er flot dekoreret med billeder fra den døde faraos liv.
Men vi skal også se de rigtige pyramider. Endelig! Men hvor er det underligt at se dem tæt på. Og opdage, hvor lille afstand der er mellem byens udkant og Verdens 7. vidunder!!
Vi går en tur rundt om Keops Pyramiden (920 m.). Dvs., vi kommer ikke hele vejen rundt, for da vi runder det sidste hjørne, bliver vi mødt af en ung og meget snaksaglig mand. Han giver os en skarabæ “for good luck”.
Han fortælle os, at vi på vores billet kan gå ned i et gravkammer. Vi går derhen, men der er ingen andre mennesker end os og den unge mand. Vi vil vende om, men manden beder os pludselig om at tage et foto af ham...”for good luck”.
Da vi afslår, hidkalder han 2 kamelryttere, og alle tre opfordrer os nu meget bestemt til at fotografere dem.
Vi fortsætter bare tilbage mod menneskemængden og sikkerhed. Men han spørger så:
”Do you like the scarabe?”
Næ, egentlig ikke. Vi giver ham stenene tilbage og skynder os videre til turistmyldret...
Dét er et af deres tricks. Efter fotoseancen kræver de nemlig bakshish af én. Og vil man ikke betale, kan det være, man bliver spurgt, om man ka’ li’ sit kamera. Eller dét der er værre....
Et andet trick kan være, at de tilbyder gratis rideture på kamel. Det koster bare kassen at komme ned igen!
Vi finder ikke megen skygge. Det ville heller ikke hjælpe synderligt, for varmen har nu sneget sig op på 43°. Men Sfinksen venter på os ved indgangen til Faraoernes grave. Den er større, end jeg troede, og inden vi smelter, stiller vi op til hinandens fotos.
Tut-ankh-amon
Vi har allerede set meget her i den egyptiske hovedstad. Men vi mangler Det Egyptiske Museum.
Her bliver vi checket i hoved og røv, før vi bliver lukket ind på området.
Vores dansktalende guide giver os en hurtig rundtur, mens han fortæller om alt det, han synes, er seværdigt.
Det vigtigste for mig er dog at se Tut-ankh-amons gravskatte med den berømte guldmaske.
Inde hos Tut går vi i hver sin retning for ikke at stå i en kødrand af mennesker, der fotograferer.
Sanne tager fotos af guldmasken, imens jeg ser på halssmykker.
Lige indtil hun står ved siden af mig - bleg som et lagen og siger:
“Jeg kom til at ta’ ét med blitz. Jeg glemte at ta’ den fra!” Hun ved, at straffen for dette er konfiskering af kameraet. Hun ser skrækslagen ud og forventer åbenbart, at en vagt vil slå kloen i hende hvert øjeblik, det skal være.
Det kan godt være, at vagterne ser barske ud, men de er nu ikke så meget anderledes end andre mænd.
En køn, ung vagt kommer hen til mig og siger “No flash”.
Da jeg har lovet ham dét, forklarer han mig, at de nye regler siger, at jeg kun må fotografere, hvis jeg kysser ham først. Og hvis jeg går med ham hen i nærmeste uoplyste hjørne, vil billedet blive MEGET bedre!!! Gavtyv :-)
Templer i ørkenen
Vi skal videre med fly til Luxor.
Idet vi stiger ud igen, rammer hedebølgen os med et brag. Vi får fortalt, at temperaturen i løbet af dagen havde sneget sig op på 48°. Her til aften, da vi ankommer, er det blæst op en hel del, og temperaturen er faldet til 43!
Pga. varmen skal vi tidligt op. Det er overskyet - dejligt!!
Vores danske guide tager os til Karnak-templet, hvor vi ser smukke statuer af Ramses d. II, en søjlehal med hieroglyffer og historiske billeder.
Et sted i templet står en lav søjle med en stor skarabæ i granit. For egypterne er skarabæen et helligt dyr.
Guiden fortæller, at der var almindeligt for folk i gamle dage at ønske nogen bestemt, hvorpå de gik rundt om billen netop dét antal gange - mod urets retning - som svarede til netop dét ønske, de havde, for til sidst at klaske granitbillen i enden.
4 gange rundt opfylder ens ønske om at blive gift. 5 gange rundt, hvis man vil have børn. 7 gange rundt hvis man ønsker at blive skilt fra sin mand etc. Man vælger kun ét ønske ad gangen.
Overtroiske som vi er, går vi begge to rundt om søjlen med skarabæen med hver vores hemmelige ønske.
Sidst på dagen ser vi det noget mindre Luxor-tempel, der dog er mindst lige så flot som Karnak.
Karnak- og Luxor templerne var i gammel tid forbundet af en 3 km lang allé med sfinx’er på begge sider.
Det er dog kun en brøkdel af den, der i dag er udgravet. Den resterende vej er dækket af privatboliger - 220 i alt.
Den egyptiske stat er i gang med at spørge beboerne, om de er interesserede i at flytte - mod en godtgørelse -, så udgravningen kan fuldføres. Hidtil dog uden held.
Kongernes Dal
Op kl. 5!! Vi skal over til Vestbredden af Nilen.
Der i ørkenen ligger nemlig Kongernes Dal. Det er her alle Faraoerne blev begravet, og hvor Howard Carter fandt Tut-ankh-amons uberørte gravkammer, hvis indhold vi så i Cairo.
Der er meget goldt og hedt her i ørkenen. Og selvom vi er her meget tidligt, er her allerede en del mennesker.
Alle dagens besøgende kører sammen fra indgangen til området op til gravkamrene i små tivolitog.
På indgangsbilletten kan vi få adgang til tre af gravene. Her er en slags turnus, hvor gravene skiftes til at have åben, hvorved de forhåbentlig undgår alt for meget slidt.
Et af vores stop er nogle adelsmandsgrave. Disse er meget mere hverdagsagtige og fortæller almindelige historier om den begravede, der har arbejdet for Faraoen.
De er fascinerende på deres egen måde. Vi får en demonstration på, hvordan de dengang brugte solens stråler, der spejlede sig i sølv- og guldplader, til at oplyse gravene, så håndværkerne kunne se at dekorere dem.
Rundt omkring gravene ligger en landsby. Her har de gamle gravrøvere med familier efter sigende slået sig ned.
Her er meget primitivt, men de har dog en skole, en traktor og en motorcykel!
En af indbyggerne kommer helt tæt hen til mig. Han stikker hånden ind under sin galabia og trækker en lille pakke ud. Det er et eller andet indsvøbt i avispapir. Mens han går ved min side, åbner han pakken og trækker nænsomt en genstand ud.
For mig at se, er det en rød knækket teglsten. På den er malet et motiv med klare farver. Hans snigende bevægelser, indpakningen og hele situationen fortæller mig, at han prøver at overbevise mig om, at han tilbyder mig en meget sjælden antikvitet.
Jeg mærker latteren boble i min mave, og jeg må holde mig for munden og vende hovedet væk, mens jeg mumler nej tak.
For aldrig i mit liv har jeg set en nyere teglsten med friskere maling!!
Besøg hos beduinerne
Vi bliver hentet foran hotellet af en Hyundai, der skal fragte os til badebyen Hurgarda i convoy med en masse andre køretøjer.
Grunden til denne sikkerhed er to overfor-hinanden-liggende landsbyer ved landevejen, der har været i total vendetta mod hinanden de sidste 60 år pga. et vådeskud, der desværre dræbte en af landsbyernes...geder.
De fører nu jævnligt kamp hen over vejen, hvor vi skal passere.
Der skulle efter sigende ikke længere være en risiko for udefrakommende, men det er convoy’en eller intet.
En af dagene i badebyen bliver vi hentet af en minibus med tre arabere. En af dem har et stort videokamera med. Adspurgt svarer han, at det var til CNN. Jaså…?!
Vi hentede nogle flere folk, hvorefter vi ellers kører gennem byen med 110 km/t, fordi de tre gutter på forsædet gejler hinanden totalt op, mens de synger og klapper til et bånd med en masse stressende, arabisk musik.
Selv chaufføren er med på denne lille leg - altså at klappe med begge hænder i fuld fart.
Chaufføren pisker af sted ude i ørkenen henover løst sand med 65 km/t og med otte turister, der klamrede sig fast til vognens inderside og to arabere på taget. Alt imens de til stadighed underholder med deres lille klappeleg.
Bilen sejler fra side til side, alt i mens chaufføren bare drejer nytteløst på rattet! Og uden advarsel kører han op ad en bakke og nærmest lodret ned igen. Han vender sig grinende om mod os og spørger, om det ikke var sjovt?!
Vi gør et par stop i ørkenen for at se fatamorgana, træer og sandbanker, inden vi ankommer til en beduinlejr.
Vi får fortalt, hvordan beduinerne lever afsondret fra omverdenen uden elektricitet og ure.
Men han kommenterer ikke, hvorfor én af de små knægte så sidder og spiller Nintendo!
Bagefter får vi en ridetur på en kamel. Det er faktisk helt grinagtigt.
Hvor man på en elefant drejer fra side til side i kurvene, vipper man her frem og tilbage.
Hvis man tror, det er slemt, når dyret rejser sig op med én på ryggen, er det intet i sammenligning med, når det lægger sig ned igen. Man føler, man falder helt ned på halsen af den! Men sjovt er det helt sikkert.
Vi går rundt i landsbyen for at se beboerne og deres daglige gøremål så som brødbagning og tilvirkning af smykker. Desuden bliver vi introduceret for deres naturmedicin.
Efter en kort tur i området, hvor vi ser på træer, kameler og vandhuller, kommer vi tilbage til lejren
Her har beduinerne lavet barbecue til os: ris, kartofler i paprika, kofta, kylling, humus, tomatsalat og melon. MUMS!
Inden vi forlader byen, er der sang og dans.
Guldruner og grønne havskove
Vi bliver inviteret ud på en snorkletur i Det Røde Hav.
Og en god tur er det - vi ser SÅ mange flotte koraller og svømmere: klovnefisk, papegøjefisk, kuglefisk, fløjtefisk og Napoleonsfisk samt 2 moræner. Det er utroligt, hvor meget man kan se bare ved at snorkle.
Så blågrønt vand, skønt det hedder Det Røde Hav
Tiden går sindssygt hurtigt, og før vi ser os om, er der serveret frokost i kahytten. Dejligt..
Vi gør holdt ved en Bounty strand. Her svømmer vi langs kysten væk fra bådene.
Mens vi ligger i vandet og snakker, lægger vores båd fra og sejler ud på havet!!
Sanne farer op af vandet og okser hen ad stranden. Jeg følger efter, men kan så se mindst én af vores rejsefæller stå i vandkanten henne ved bådene. Sanne bliver lidt befippet og virker overbevist om, at de vil efterlade os.
De kommer dog tilbage igen, og vi klatrer om bord. Hvad de sejlede for, finder vi aldrig ud af..
Bizar bazar
Åh, så er dagen endelig kommet for den helt store shopping i Cairos bazar !!
Vi har virkelig holdt os tilbage med indkøb, men NU skal det altså være!!!
Det tager os noget tid at finde rundt al det lokale virvar, før vi kommer ind i selve hjertet af “suk’en”.
Og da er vi allerede lidt trætte. Men trætheden forsvinder, da vi får noget koldt at drikke.
Der er jo en særlig begivenhed at prutte om prisen med en egypter.
De siger en pris. Man tilbyder halvdelen. De griner af en og siger ting på arabisk som kunne betyde ord som “du må være sindssyg”, “tåbelige turist” etc. Men alligevel er deres næste pris betragtelig lav i forhold til dét, de først siger. Man skal endelig ikke give mere, end man vil. Og vil de ikke gå med til dét, vender man dem bare ryggen og går.
Enten kommer de råbende efter én eller også er der mange andre steder, der forhandler det samme produkt!
Vi har tre “musts” : guldarmbånd, galabia og en vandpibe.
Vi starter derfor med en tur i “guldland” - bazaren er delt op i områder; ét for læder, ét for guld, ét for keramik etc. Vi leder længe, men finder så endelig noget, vi begge er glade for.
Vi er faldet for den afslappede livsstil iført galabia; en lang kjortel til mænd Her må vi også ind i forskellige butikker for at finde de helt rigtige…
Sidst must - vandpiben - kan fås på hvert et gadehjørne. Det er svært at vælge, og det er svært at bedømme kvaliteten. Man ved ikke rigtigt, hvad man får, men man må sikre sig at få en masse udstyr med i prisen.
Og her oplever vi en sand egyptisk handel. Vi bliver gennet hen i rundt i to butikker, mens den ene sælger finder alle tingene til os.
Det tager noget tid, men endelig kan vi gå derfra med pibe, tobak, optændingsspand, kul og mundstykker..
Vi køber lidt flere småting, og slutter så af på Cairos - og Egyptens - ældste café, der hedder El Fishawy.
Vi sidder og ser på de gamle arabiske mænd og kvinder, der alle er kommet for at få en pibe tobak.
Jeg vil vildt gerne fotografere, og det lykkes mig da også. Men da jeg vil tage billeder af de gamle folk, vifter de med hånden og ryster på hovedet. Det må jeg jo så acceptere...
Togtur og ræsermaver
Vi er taget hen til hovedbanegården for at tage toget til Alexandria. Vi har afleveret vores store rygsække på hotellet. Og nu står vi her med vores endagsrygsække og billetter i hånden og ser os rundt.
Her er et virvar af mennesker, der venter eller bor her.
Små sigøjnerbørn holder øje med os, mens vi holder øje med vores tasker. Vi ved godt, at man skal være påpasselig - især omkring denne folkegruppe. De er kendte for at bruge de værste tricks for at frarøve én ens ejendele. Man skal ikke give dem noget, for så har man dem alle hængende og så ved de, hvor man gemmer sine penge.
Jeg priser mig lykkelig for, at vi i Hurgarda har lært alle de arabiske tal at kende.
For det er nødvendigt her, hvor afgangstid, perronnumre og vognnumre står på fremmedsprog.
Derfor finder vi nogenlunde hurtigt vores rigtige tog.
Vi sidder på 2. kl., og her er skidekoldt. Alle klimaanlæg kører på fuldt drøn, og vi må pakke os ind i det lidt tøj, vi har taget med på turen.
Sanne er begyndt at få det dårligt i maven og falder hurtigt i søvn uden at have spist særligt meget af det, vi har købt. Jeg falder også i søvn, og vågner også med mudder i maven. Det skal lige passe, at vi bliver syge nu, hvor vi har klaret os så godt gennem turen uden det mindste mavevrøvl.
Alexandria er egypternes ferieby ved Middelhavet. Her kommer ikke mange turister. Og dét kan ses.
Vi får lidt af et kulturchok. Næsten ingen taler engelsk og taxachaufførerne aner ikke, hvor vores hotel ligger.
Hotellet, som efter rejseselskabets mening skulle være fint, ligner noget vi ville kalde et-stjernet i Danmark.
De kan ikke helt finde ud af, hvad vi egentlig laver her. Og de ser ud som om, der ikke er flere ledige værelser.
Da vi skal op med elevatoren, skal vi have én med, fordi elevatoren ikke virker rigtigt!
Værelset er ikke interessant. Men hvis vi strækker vores hals og kaster blikket rundt om nogle store bygninger, kan vi lige skimte Middelhavet.
Vi er blevet sultne og går ud for at finde noget at spise. Vi vader og vader rundt - hen i mod det, der kunne ligne centrum af byen.
Der er et lokalt marked med en masse ting. Men vi ser ingen tilberedt mad. Og da vi ikke lige kan hugge hovedet af en hane eller flå en hare på værelset, ser det lidt sort ud!
Nu er vi efterhånden lidt desperate og vil meget gerne have noget at spise...vi kan ikke en gang finde noget at drikke.
Til sidst er vi ved at give op, men så kommer en knægt med en bagerplade gående. Folk køber brød hos ham, som han i øvrigt tager med fingrene - de samme som han lige har kløet sig med og taget imod penge med!!
Bedst som vi er på vej tilbage til hotellet, ser vi et Coca Cola skilt.
Så kan vi da få lidt at drikke - selv i denne gudsforladte by.
Mens vi går rundt og snakker, kikker vi op samtidig og ser et skilt....McDonald’s!
JAAAAAA!!! Så kan vi få noget at spise!!! Vi næsten løber der hen som to små børn. Men vi ser på hinandens iver og bliver pludselig helt flove over den typisk turistede og europæiske måde at være forkælede på...pinligt!!
Da vi kommer tilbage fra vores shoppingtur, mødes der os et pudsigt syn:
Ved vores hotelindgang er der installeret metaldetektorer som dem i lufthavne.
Dét, der er så morsomt, er, at tre vagter i militæruniform hænger henover bordet ved deres stole og snorksover!!
Desværre når alarmen at bippe, da vi går ind på hotellet. Så de vågner, før vi når at tage et billede af dem.
Det viser jo bare, at der egentlig ikke er noget at have vagter for. Her sker jo ingenting.
Men jeg forestiller mig, det har noget at gøre med de angreb der for nogle år siden var på egyptiske hoteller, hvor flere turister blev dræbt. Og for at vise omverdenen, at den egyptiske regering vil gøre alt for at modarbejde terror, har de installeret disse stakkels søvnige mennesker til at passe på os...!
Retur til storbyen
Tilbage i Cairo oplever vi den triumf at skulle vise chaufføren vej hen til vores hotel. Okay, så kender vi byen!!
Vi bruger den sidste tid på at gå rundt i gaderne og ”kikke færdigt”. Om aftenen går vi i biffen. Det er åbenbart ikke så ofte set – at turister går i biografen. For de lokale kikker lige så meget på os som på filmen.
Det bliver sent, inden vi igen begiver os tilbage til hotellet. Men det gør ikke noget. Vi er på gåben og gaden er fyldt med folk, der sidder og snakker, spiser eller spiller brætspil ved de små boder.
Normalt når man tænker på at gå rundt i Cairo efter mørkets frembrud, kan man godt blive lidt klam i hænderne. Men det er nu ikke tilfældet. Vi har begge to en sær følelse af at være hjemme og af at føle os trygge...underligt i denne ikke helt ufarlige hovedstad.
Commenti