Chiang Mai – bare navnet lyder orientalsk og mystisk.
Chiang Mai – noget hemmeligt og lidt farligt.
Turister, der tager op til byen i det nordlige Thailand, kommer mest for at shoppe.
Stedet er kendt for sin natbasar med alskens varer til billige penge og for sin silke i alle prisklasser.
Min rejsepartner og jeg kom for noget helt andet - for at trekke.
Sammen med to lokale guider og fire andre skandinaver begiver vi os af sted i en gammel, ramponeret pickup, der så absolut har set bedre dage, mod det lokale marked for at proviantere til vores tredags vandretur.
Vi starter vores første, lille, friske gåtur - én kilometer hen til et lille vandfald ad smattede veje og over mindre vandløb.
Den første forhindring, vi møder, er en forholdsvis bred flod med en tynd gren, vi kan gå på over vandet. Guiden stiller sig smilende og barmhjertig midt i floden og giver os en hånd, mens vi prøver at holde balancen med en bambusstok. Han ser så lille og smidig ud og bevæger sig med en lydløs elegance, der får os andre til at ligne elefanter i en porcelænsbutik.
Videre går det, og ikke sjældent er der én af os, der skrider i mudderet til stor moro for hele gruppen. Men det gør ingenting, for vi er jo klædt på til trekkingtur.
Ved det lille, rislende vandfald er frokosten gjort klar til os af vores bærer, der er kørt ad en anden vej med pickuppen. Menuen består af stegte ris med æg og grøntsager samt ananas til dessert.
Mens vi spiser den lækre mad med glubende appetit, fortæller guiden os om resten af turens program. I dag skal vi trekke til en Karen-landsby, hvor vi skal overnatte.
Turen kommer til at indbefatte en hel del trekking samt ikke mindst elefantridning og bambusrafting på floden. Nætterne skal vi tilbringe hos de lokale.
Mætte og glade bliver vi kørt endnu en halv time ind i skoven før starten på det egentlige trek.
Køretøjet stopper, og vi står ud med al vores oppakning inklusiv redningsvest til rafteturen.
Dagens tur viser sig at være lidt hårdere end forventet.
Jorden er temmelig smattet pga. regnen, der siler ned i korte perioder. Solen brager dog ned nu, og luftfugtigheden er meget høj.
Mudderet gør det hårdt at vandre. Vores ben værker. Vi sveder, så vi bliver helt gennemblødte, og vores kondition har set langt bedre dage.
Men vores anstrengelser bliver så rigeligt belønnet. Vi går langs saftige, grønne rismarker og forbi små, primitive træhuse ad stier, der ikke ser ud til at blive brugt særligt ofte. I hvert fald har den forreste guide travlt med macheten.
Selvom livet som risbonde er hårdt arbejde, ånder alt fred og idyl her i heden. Alle i familien hjælper til, mens de små børn, der endnu ikke kan gå med i marken, leger med hinanden på tæpper under husets skyggefulde tagudhæng.
På vores vej peger guiden og fortæller om dyrene i området – især fuglene, som holder koncert for os, mens vi aser og maser. Han viser os særlige planter, hvoraf nogle er giftige. Og andre har små torne med modhager, der borer sig ind i huden…opdager jeg, da jeg snubler og rager hånden ind i en.
Endelig holder vi en tiltrængt pause. Dels for at smøre os ind i myggebalsam, og dels for at fjerne min torn, der efterlader huden rød og hævet. Den lokalkendte mand har en salve med, som han smører på mig for at modvirke infektion. Den anden fører laver os hver en vandrestok af tyk bambus. Det kunne jo tyde på, at turen vil blive endnu mere anstrengende. Og dét bliver den…
Inden vi når op til landsbyen, gør vi holdt ved nogle naturlige vandhuller. Det syder og bobler og ville garanteret være meget indbydende, hvis vi vandrede på et snefyldt bjerg. Men varme og svedige, som vi er, har ingen af os lyst til en dukkert i det gloende vand.
I stedet beder føreren os tage støvler og sokker af og tjekke os selv for igler. Flere af os har et par stykker på læggene, som bliver smurt ind i noget, der minder om tiger balsam. Ingen af dem har suget blod! Alligevel er det en væmmelig fornemmelse, at små, sorte dyr har suget sig fast til ens hud og gør, hvad de kan for ikke at miste taget, selvom vi med tommel- og langfinger forsøger at knipse dem af.
Dagens sidste etape er op ad bakke. Opad, opad i denne fugtige regnskov, der med sine mange fremmedartede træer bliver tættere og tættere. De små pustepauser bliver hyppigere og hyppigere, og vi er helt ubemærket holdt op med at tale sammen. Hver især har vi fundet ind til vores helt eget energireservelager for at kunne klare det allersidste stykke vej.
Godt svedige og udasede ankommer vi til landsbyen, hvor vi får tildelt en fælles hytte på pæle over jorden. Den er møbleret med stråmadrasser på gulvet og en masse tæpper. Efter et iskoldt bad i en blikspand og opskylning af tøj i samme, bliver der serveret aftensmad, som vores fører har lavet til os: varm tofu/kål suppe efterfulgt af ris med tre slags tilbehør: blomkåls- og bønnemiks, stegt tofu med basilikum og svinekød i chili. Og det smager bare himmelsk! Vi er så sultne, at vi end ikke overvejer den risiko, som vores maver løber, ved at indtage et måltid tilberedt i landsbyens meget primitive køkken.
Mætte og tilfredse sætter vi os omkring et bål. Det er allerede bælgmørkt, skønt klokken ikke kan være mere end halv syv. Der er ingen elektricitet i landsbyen – men masser af stearinlys rundt om bålet.
Mens vi varmer os – det er forholdsvist koldt heroppe nordpå, når solen er gået ned – fortæller guiden om landsbyen og Karenfolket.
Der er fem forskellige stammefolk her nordpå. Karen udgør størstedelen og opdeles i tre mindre grupper, der igen udgør flere landsbyer. Vores værtslandsby har 41 indbyggere. De er indvandret fra Nepal via Burma for mange år siden.
Og missionærer har gjort dem kristne. Der er ingen kirke, men hvert hus har et alter.
Før i tiden levede de af at dyrke opium og heroin. Det har staten nu forbudt. I stedet er de blevet farmere. De dyrker ris og grøntsager. Regeringens helikoptere flyver jævnligt over landsbyerne på jagt efter røde, hvide, pink og gule opiumsvalmuer. De finder ingen.
Men fra dén højde kan de heller ikke se hampen, som vokser mellem grøntsagerne!
Varmen fra bålet og de store energiudfoldelser gør os afslappede og trætte. Så vi pakker os ind i et lag af tæpper og håber på, at ikke alt for mange edderkopper vil kravle hen over os.
Jeg vågner tidligt til en kakofoni af fremmede lyde:
En hane der galer. Høns der gokker. Vandbøfler der pruster i et vandhul. Bjælder på halsen af græssende køer. Grise der grynter tilfreds i møddingen. Cikader der spiller på deres bagben. Fugle der synger deres smukke strofer. Små nøgne barnefødder der tripper på den hårdtstampede lerjord, og kvinder der taler lavt på et uforståeligt sprog i et nærtliggende køkken.
Det er mørkt, men solen står hurtigt op og afslører en diset dag. De eneste i landsbyen, der stadig sover, er mine trekkingskammerater.
Da alle er stået op og har fået morgenmad, begiver vi os videre til fods. Jeg har punkteret mine vabler på hælene, så jeg er klar igen.
Fordi det er hedt, og stierne er mudrede, går det langsomt men dog sikkert fremad med én guide foran og én bagved for at holde os samlet. De er vældig gode til at sikre sig, at vi alle er okay.
Hvis ikke, holder vi en pause, til vi har fået vejret igen eller rettet på sokkerne.
Et af disse steder har en storslået udsigt over Den Gyldne Trekant - området hvor Thailand, Burma og Laos mødes.
Vi ankommer til en elefantlejr, hvor vi før rideturen spiser frokost.
Straks bliver vi overfaldet af Karen-kvinder og små, nøgne børn, der vil kikke og snakke.
Efter frokost bliver elefanterne vasket i floden. Disse kæmpe dyr, der elegant lægger sig ned på alle fire og lader sig skrubbe på ryggen, mens de selv hjælper til med snablen som bruser.
Elefantridningen er noget af en prøvelse til at begynde med.
For at komme ned til floden, som vi skal ride i, skal vi ned ad en meget stejl mudret sti. Når man sidder i et dobbelt træsæde på toppen af en elefantryg, er der langt ned. Og når det så tilmed går nedad, føler man, at man dratter forover. Vores hunelefant er noget af en rebel. Den går og stopper så op, som det passer den. Og inden den når floden, er den sulten og vil spise. Og så vil den hellere direkte ud over skrænten og ned i floden i stedet for at gå ad stien. Heldigvis har vi den eneste ridende fører på hovedet af vores dyr. Godt det samme, for jeg har fået håndsved af angst for at falde ned…
Den egentlige elefantfører går ved siden af de to andre elefanter og råber kommandoer på ”elefantsprog”.
Når vi går i floden, gør han det også, for vandstanden går ham kun til brystet.
Enkelte steder, hvor strømmen er stærk, går han på bredden.
Jeg har hørt og læst om folk, der synes, at rideture på elefanter – og kameler for den sags skyld – er det rene tortur. De bliver søsyge af gyngeriet. Men vores elefant gynger ikke det mindste, nu hvor hun endelig er faldet til ro i floden. Den eneste bevægelse, vi mærker, er en let drejen frem og tilbage.
Men det er bestemt ikke ubehageligt…
Turen går gennem både flod og mudderbred, og dyrene skiftes til at tage føringen.
Det er utroligt, som man kan føle sig i ét med naturen. Ikke én eneste menneskeskabt lyd; bortset fra kameraernes klikken. Temperaturen er behagelig, og tempoet afslappende. Det her kan ingen stresse af. Det er ren nydelse.
Vel fremme ved næste Karen-by bliver vi sat af de store dyr, før de bliver gennet tilbage gennem junglen til deres lejr.
Da vi ser vores bolig for natten, bliver vi alle enige om, at det forrige sted, vi overnattede, var langt bedre end dette. Det var i hvert fald mindre beskidt. Her er der godt nok moskitonet, små madrasser og vattæpper, men det er uhumskt og lugter både vådt og gammelt. Jeg ærgrer mig over, at vi har ladet vores dynebetræk være på hostlet i Chiang Mai.
Nedenunder huset er køkken med spiseområdet, hvor alverdens dyr hopper rundt på bord og bænke; katte, hunde – voksne og nye hvalpe -, gæs, ænder, høns og haner. Nogle af fuglene er afpillede, og hundene mangler både øjne og haler. Og alle sammen går og klør sig. Yderst uappetitligt!
Jeg sover dårligt den nat; vågner konstant ved at noget klør eller bider på min krop.
Så er turen kommet til sejlads på bambustømmerflåder. Vores flåde kan ikke holde til os alle, så lynhurtigt har vores guider bundet to meget tykke bambusstammer nedenunder flåden for at hæve den yderligere fra vandoverfladen. De bliver bundet på med nogle tynde palmeblade. Så kan de bære os!
Vores oppakning bliver hængt op på et trebenet kryds af grene i midten af flåden.
Og så står vi ellers fordelt jævnt, da bagerste styrmand skubber os fra bredden.
Det tager kun et øjeblik at finde balancen, mens vi glider af sted over det rolige vand.
Selv steder med lidt strøm ligger flåden utroligt stabilt på vandet.
Der er helt stille. Kun fuglenes kvidren og vandets klukken høres. Og lukker man øjnene, kan man ikke mærke, at man bevæger sig…
Efter et stykke tid siger den ene fører, at når han gør tegn, skal vi alle sammen sætte os ned på flåden. Der vil nemlig komme steder på floden, hvor vandet er temmelig turbulent, og strømmen meget stærk. Den eneste foranstaltning, vi kan tage for ikke at kæntre, er at flytte balancen- og tyngdepunktet nedad.
Tegnet kommer i form af ordet ”down”. De fleste sætter sig på hug. Men af skræk for at miste balancen, sætter jeg mig på enden med benene strakt frem foran mig, mens jeg holder fast i mit kamera med den ene hånd og en tværgående rafte med den anden.
Og så kommer bølgerne! Jeg tror, jeg skriger, da flåden dykker ned i vandet med forenden først.
Inden vandmassen kommer til Tonni og mig i bagenden, er flåden ved at lette i højre side, og vandet næsten slår mig omkuld, da det kommer væltende indover.
Jeg hæver kameraet over hovedet, så det forbliver tørt.
Men jeg formår ikke at holde mine klipklapper på fødderne. Så den ene bliver kastet ud i den fossende flod. Til alt held kommer en anden bølge den modsatte vej og skyller skoen indenfor Tonnis rækkevidde. Alle ler.
Da vi er igennem det kritiske stykke, bliver båden igen rolig og glider uforstyrret videre.
Våde men i strålende humør rejser vi os op igen.
Der kommer flere af disse sid-ned-oplevelser, men da er vi forberedte, og båden krænger ikke over.
Som flåden glider ned ad floden, kan jeg godt narre mig selv til at tro, at vi er de første mennesker fra den vestlige civilisation, der bevæger sig forbi de små landsbyer langs flodbredden.
Jeg kan næsten bilde mig selv ind, at hele verden ånder fred og fordragelighed.
Intet varer ved, og før vi ved af det, er vi klatret op på land, vandret den korte vej tilbage til pickuppen. Her får vi tørt tøj på, før vi spiser frokost og bliver kørt tilbage til den øredøvende larm fra virkeligheden i natbasaren i Chiang Mai.
Comments