Hvem siger, man ikke ka’ ta’ på langfart med små børn?

Tekst og foto: Ghostwriteren.dk
22. aug. 2007
8 min læsning

Ældsten var tre år og Yngsten syv måneder, da vi kørte til Polarcirklen.

En fem-ugers campingtur op gennem Sverige til det nordlige Finland.

Nu findes der jo mange forskellige campingvogne. Vores er en ældgammel sag uden ovn, TV, bad eller toilet. Til gengæld er der hjerterum og en spand!

Planen var at køre nordpå gennem Sverige, ind i Finland, over Polarcirklen, sydpå gennem Finland, sejle over til Stockholm og dérfra retur til København.

Vi havde aldrig kørt med campingvogn før, så der skulle lidt planlægning til.

Jeg havde fundet mulige pladser og seværdigheder på hele turen. Bare så vi vidste, hvilke muligheder der var - mest for pigernes skyld.

Så kunne vi nå frem i god tid, så vi også kunne se noget.

Vi kørte via Lövsjö og Örebro nordpå til Falun.

Byen er kendt for sine skihoptårne, sin jernproduktion og ikke mindste den jernrøde Falun-farve – af os kaldet svensker-rød.

Via Nusnäs, hvor vi så, hvordan de udskærer og maler de velkendte Dala-heste, kom vi til byen Sveg, som Indlandsbanen passerer igennem.

Byen ligger i bjørneland, og udover at være hyggelig, har den en meget høj, brun bjørn af træ (til 2,2 millioner kroner), som man kan gå op i.

Den svenske kriminalforfatter Henning Mankel, der står bag Wallander-bøgerne, er født og opvokset her i byen.

De fleste af hans tidligere værker udspiller sig i omegnen af Sveg. Og i Folkets Hus har han indviet en særudstilling om sig selv.

Allerede tidligt på turen gik det op for os – mig – at vi havde taget munden for fuld.

Hver dag kørte vi alt for langt; var først fremme tidsnok til at rigge til, inden ungerne skulle spise middag og lægges i seng.

I dagenes løb havde vi set meget få ting. De fleste fotos jeg tog, blev taget ud ad vinduet på bilen.

Selvom der var masser at se på vejen, var der ofte ikke tid til at stoppe. Ellers kunne vi ikke nå frem til spisetid…

Jeg havde ikke syntes, at dagsetaper på ca. 300 km virkede af meget hjemmefra.

Men vi havde jo aldrig kørt med campingvogn før, så hvordan skulle jeg kunne vide, at vores bils motor ikke kunne trække med så stor en kraft?Til tider var vores gennemsnitsfart 50 km/t.

Hvis vi skulle have en hyggelig tur med glade børn, måtte jeg lægge ruten drastisk om.

Dét resulterede i, at det meste af Finland simpelthen måtte skæres fra.

Kun Lapland og Julemandens by Rovaniemi kunne det blive til, før vi måtte ind i Sverige igen og sydpå langs østkysten.

Videre nordpå fandt vi en hyggelig campingplads på toppen af en bakke, som havde den smukkeste udsigt over Storesö med Frösön og Östersund i baggrunden.

I Östersund ligger oplevelsesmuseet Jamtli, bygget over Jämtland i ”gamle dage”.

Der er mange bygninger at se på og ting at prøve. Folk går rundt i gamle dragter, og husene er ”beboede”.

Vi var vidner til mange dagligdagssituationer; bl.a. gæstgiveri, hvor vi blev inviteret indenfor til røget flæsk og nybagt brød, og hvor vi skulle indskrive os med blæk og fjerpen.

Der er en masse for børnene; en gammel købmandsbutik, hvor Liv iført forklæde stod bag disken og afvejede kaffebønner og mel…

En utrolig spændende oplevelse for os alle.

Vi skulle jo også besøge Frösö-tårnet. Så med vognen på slæb, kørte vi op mod tårnet. Men stigningen var voldsommere, end vi havde troet. Og så stoppede bilen. Og pludselig begyndte vi at rulle baglæns og ned ad bakken.

Jeg gik næsten i panik. Ungerne blev bange. Nu og sådan skulle vores ferie altså ende…

Ud af den blå luft kom så denne mand, der hægtede vores bil med campingvogn fast til hans firhjulstrækker. Og så træk han os helt op så let som ingenting!

Ja, vi må jo erkende at vores fine Volvo ikke kan dét, som vi godt kunne tænke os…

Så kom vi til Storuman - Porten til Lappland. Her så vi de første samehytter og kåta kyrkar (pyramideformede samekirker).

Her var mere øde, længere mellem gårdene, større nåletræer og voldsommere fosse.

Mens vi kørte her, så vi en masse rener både på vejen og i skoven.

Pludselig gik en ualmindelig stor ren ud foran bilen. Troede vi. Men så så vi, det var en elgko og ved hendes side gik en lille elgkalv…

Arvidsjaur – et sted hvor man om vinteren står på ski og kører hundeslæde – var meget varm og overraskende stor med mange forretninger og liv i gaderne.

Midt i byen ligger en sameby – Lappstaden - som stadig er i bruges til møder, markeder og fester.

Vi fik en rundvisning af en meget ung og moderne samepige med similisten i hjørnetanden og snusdåse i tasken.

Hun fortalte meget levende om samerne; religion og ritualer. Hun havde deres flag og festdragt med sig og lod os komme ind i en kåta kyrka, hvor hun fortalte om det hellige ildsted midt i gulvet.

Selvom jeg i første omgang var blevet skuffet over at se hende, fordi jeg havde forestillet mig vores guide som en lille, vejrbidt, solbrændt mand, må jeg sige, at hun overraskede mig med sin viden og evne til at fortælle…

Da det blev tid til frokost, fandt vi et sted, hvor de serverede rensteg. Jeg syntes, det smagte fint.

Det er underligt…

Jeg forbinder Polarcirklen med sne, frost, kulde, slædehunde og ikke mindst Julemanden.

Men virkeligheden er anderledes – i hvert fald om sommeren.

Der var 100 km til Polarcirklen, men udenfor var der knastørt, og termometret viste 28°… altså plus!

Vi kørte lidt højere op i Sverige og kom snart til broen, der fører over Torneälven til Finland. Det er på denne bro, man skal stille urene en time frem og have sine Euro klar!

En snes kilometer mod nord kom vi til Polarcirklen. Det blev fejret på behørig vis med fotos og videooptagelser. Vi erhvervede os et diplom som bevis på, at vi havde krydset Cirklen.

Jeg var lidt skuffet. Det var mest som en souvenirshop på en rasteplads. Vi havde forventet os noget andet – noget mere – så som måske en linie på jorden; ikke bare et skilt…

Rovaniemi var noget større, end jeg havde regnet med. Der var en fin gågade med fede butikker og shoppingcentre. Og folk – især ungdommen – var lige så modebevidste som i Danmark – måske endnu mere?

Jeg fik i hvert fald blæst mine fordomme ad Pommern til. Jeg havde jo fejlagtigt troet, de ville være bondeknolde og samere hele bundet. Men jeg tog grueligt fejl.

På verdens nordligste McDonald’s var størstedelen af kunderne unge mennesker iklædt sort tøj, sorte negle, sort hår og sorte skuldertasker…

Så kom Ældstens store dag. Hun skulle nemlig aflevere sine sutter hos Julemanden… Hun var spændt. Det var jeg bestemt også!

Santa Village: Julemandens kontor, posthus, værksted, slædehunde, rensdyr, butikker og restauranter mm.

Byen er stor men hyggelig med lys, figurer, julemuzak og andet, der hører højtiden til.

Derudover er der en meget tydelig markering af, hvor Polarcirklen rent faktisk er; den linie vi havde efterlyst tidligere.

Det er på kontoret – i åbningstiden! – man finder Julemanden.

Ældsten og jeg blev fulgt op til hans stol, og vores foto blev taget – til senere salg.

Det spændte barn viste ham sin medbragte pose med alle hendes sutter. Han bad hende lægge dem i den store, sorte gryde, der hang over ildstedet. Han sagde, de ville blive givet til rensdyrbabyerne…

Hun lagde dem stolt og lidt genert op i gryden - én ad gangen - akkompanieret af et lille HOPS fra Julemanden.

Bagefter besøgte vi en Husky Park med slædehunde og hytter med skind på bænkene og ild i pejsen. Desværre manglede sneen, så vi kunne ikke komme på dén slædetur, der ellers er indbefattet i prisen.

Til gengæld fik vi den helt store guidede tur og mødte alle parkens hunde, der blev præsenteret ved navn. Heriblandt Devil og Demon, der er halvt ulve, halvt hunde; såkaldte dogwolves. De har medvirket i flere film og musikvideoer.

Det blev sengetid. Ældsten kom i tanke om, at hun ikke havde sine sutter mere. Hun græd og hulkede meget længe. Så holdt hun pludselig op og sagde til mig:

”Mor, det ville hjælpe meget, hvis du læste en bog til for mig”

Den nat blev lang med flere tudeture, men derefter hørte vi ikke så meget mere til suttesavnet.

Tankavaara – guldgraverbyen – havde jeg set frem til at opleve.

Jeg har tidligere vasket guld i Ballarat, Australien, og er helt oppe og køre over alt det der guldvaskeri!

I Tankavaara er der lavet en rigtig flot guldgraverby, hvor der også bliver afholdt mesterskaber i guldvaskning.

Foruden guld kan man også finde granat og hermatit.

Jeg iførte mig lange gummistøvler, hat og den uundværlige ”pan”, der er en mellemting mellem en stegepande og en dyb tallerken, og satte mig ned til vandet for at vaske guldet fri af sand og sten.

Tiden fløj af sted og jeg var fuldstændig opslugt; glemte helt at spise min medbragte sandwich.

Og ja, jeg fik både ædelmetal og halvædelstene med mig hjem…

Det nordligste, vi kom, var byen Inari. Og her skulle vi se samemuseet Siida.

Indenfor tæller museet tre rum. Her lærte vi om jordens udvikling, om naturen og om samernes dagligdag. Supergodt!

Udenfor er et stort frilandsmuseum med mange forskellige beboelseshuse, forrådshytter, jagtskure, stalde, dyrefælder mm.

Efter endnu et par dage i Finland kørte vi tilbage over grænsen til Sverige.

Jeg var glad for igen at kunne forstå sproget. Igen at kunne regne priserne rigtigt ud. Igen at blive hjulpet på vej af ordentlig skiltning. Og ikke mindst igen at have vendt bilen mod syd…

I Luleå stod den mest på shopping: Bil-Tema, COOP, ICA, Jysk, Max og H&M….billigt!

Men både det ”nye” Luleå og Gammelstad Kyrkeby var et besøg værd. Vi var inde i kirken i den gamle bydel. Den har en fantastisk akustik. Så når man står oppe ved alteret, lyder ens sang vidunderlig smuk – om så det er en nok så falsk udgave af ”Lille Peter Edderkop”!

Vi fortsatte langs Østkysten til Umeå.

Højsæsonen er slut – fint mht. priserne, skidt mht. seværdighederne og aktiviteterne. De få ting, vi gerne ville se på vej mod syd, var nemlig lukket ned nu.

Men så måtte vi jo bare være opfindsomme – eller bare slappe af…. Og dét gjorde vi i Umeå.

Bortset fra et besøg i Umeparken, der er fyldt med de underligste skulpturer, samt i en smuk kirke med udsigt over Umeelven.

Mellem Umeå og Härnösand ligger en strudsefarm.

Et ungt par startede den op i 1995. De kører det hele selv; farm, opdræt, restaurant, selskaber ud af huset og et kreativt værksted. Her laver kvinden smykker, sko, sæber, lamper osv af æggeskaller, fjer, skind og fedt fra strudsen!

Spændende sted, hvor vi kunne følge fuglene fra nyudklækkede til slagteklare! Men sikke dog en stank!!!

Strækning, vi kørte på, hedder Höge Kusten. På et særligt billedskønt sted møder man en helt utrolig hængebro. Man kan køre et stykke ned under den og kikke op. Det ligner et kæmpe skib set nedefra..

Uppsala; nu gad vi snart ikke mere; ville bare snart hjem. Trafikken var kaos, der var ingen skygge på campingpladsen, termometret sagde 27°.

Bedre var det i Norrköping – eller rettere i Kolmården Dyre- og Safaripark.

Som teenager drømte jeg om at få arbejde i Kolmården og blive delfintræner. Faktisk sendte jeg en ansøgning af sted dertil. Men jeg blev ikke head hunted eller noget.

Men nu sad jeg altså her i delfinariet i Kolmården med tårerne trillende ned ad mine kinder – ja, sådan bliver jeg altså, når jeg er i nærheden af delfiner…

Dyreparken og ikke mindst safariparken er utrolig!! Og det nye tigerområde ligner noget fra Cambodjas jungle; det er så godt lavet!!

Allersidste sted, vi boede, var samme sted som vi startede; nemlig Lovsjö lige syd for Jönköping.

Og der er bare dejligt lige ned til søen og med mosekonebryg tidligt om morgenen.

Vi tog tøserne med til Gränna på Polkagrisefabrikker, hvor Ældsten savlede sig til våde sokker. Vi var i Jönköping City og så et meget interessant radiomuseum.

Allermest stod den dog på afslapning, spil, hygge og meget mere. Vi nød det alle fire. Der var ingen stress og jag. Sådan burde det have været hele turen igennem…det var jo ferie.